Radius: Fra
Radius:
km Set radius for geolocation
Søg

Udsigt til ny multihal i Ølstykke

Udsigt til ny multihal i Ølstykke

Byrådet skal tage stilling til, om der i forlængelse af Ølstykke Hallen skal bygges en ny skyttehal med multifunktionelt virke, lyder det i en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.

I forbindelse med den eksisterende hal i Ølstykke, skal der nu laves en licitation for et beløb på hele 4 mio. kr. der skal skabe rammerne for Ølstykke skytterne i fremtiden. Ud over skytterne skal andre typer af foreningsaktiviteter også kunne integreres i hallen.

Denne løsning fremsætter Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og løsgænger Jacob Peter Loessl som et ændringsforslag på aftenens Byrådsmøde, hvor sagen skal behandles.

Konkret vil partierne afsætte en ramme på 4 mio. kr. til at genhuse skytteforeningen i tilknytning til Ølstykkehallen. Dette sker ved at udbyde det i en licitation, hvor prisen er 4 mio. kr. i forventning om, at skytteklubben selv rejser medfinansiering hos Skydebaneforeningen Danmark til indretning mv. Forudsætningen om medfinansiering er baseret på tilkendegivelser fra Ølstykke skytteforening, på de mange møder der er afholdt mellem kommunen og foreningen om sagen.

Det er altså især skytterne i Ølstykke Skytteforening, der kan glæde sig, da de nu får en afklaring på, hvor de i fremtiden skal drive deres succesfulde klub.

Multifunktionel

Den nye hal bliver multifunktionel, idet der påtænkes, at også andre idrætsgrene kan huses i den nye bygning. Det er ikke besluttet hvilke idrætsgrene, det skal være, da det kan ændres løbende som behov opstår. Det kan være, at der det ene år er yoga, det næste karate og senere måske bridge. Modellen kender man fra andre kommuner, hvor nye og/eller moderniserede skyttefaciliteter anvendes multifunktionelt. Eksempelvis i Thisted, hvor lokalet også anvendes til yoga og gymnastik.

Eller som i Lyngby, hvor inventar på skydeanlægget er mobilt således, at andre brugere i forbindelse med store arrangementer har mulighed for at anvende rummet til opvarmning og opbevaring.